- Hvorfor Nimrodel?

Navnet Nimrodel kommer fra J.R.R. Tolkien's Ringenes Herre trilogi'en. Det er et fascinerende eventyr, og jeg var helt tryllebundet af bøgerne. Især elverne var jeg bjergtaget af. Det var derfor oplagt at vælge et navn derfra. Galadriel var taget, så det blev Nimrodel, som også var en smuk elverkvinde fra Lothlórien. Vi vil bruge navne fra Tolkien's bøger til vores killinger.

- Hvem er vi?

Når jeg skriver 'vi' refererer jeg til mine teens Mikkel og Isabella, som er mindst lige så passionerede omkring Maine Coon, som jeg er. Nimrodel er et lille opdræt, som lægger hele sjælen i arbejdet med katte. Det er vores store kærlighed til denne fantastiske race, der driver værket.

- Lidt historik

Hele mit liv har jeg og også mine børn haft kat, og vi kan ikke forestille os et liv uden! Da jeg tilbage i 1990 købte mine første Maine Coon katte, blev jeg så forelsket i denne prægtige race, at vores hjem siden da altid har været fyldt op med dejlige Maine Coons pånær en kortere periode i 2011. 

Selvfølgelig skulle vi have katte igen, vi ventede bare på de rigtige -  med avl for øje.

Da jeg i 2011 mødte en dygtig opdrætter, MisB'Cat, som havde den ene imponerende Maine Coon efter den anden, var der ingen tvivl om, at tiden nu var inde. Hun havde lige sådanne typer, jeg altid havde drømt om. 

Som mine mentorer lægger jeg vægt på at bevare standardtyperne, og med vores nuværende katte, føler jeg, at vi er på rette vej.

Kattene og eventuelle killinger må færdes i hele huset og har adgang til hele vores indhegnede have. Drengene har dog deres egen afdeling både inde og ude. De løber ikke frit omkring - dels for at minimere risikoen for smitsomme sygdomme – og i særdeleshed for at beskytte dem mod livstruende situationer.

Kattene bliver gentestet for HCM (hjertesygdom) på genet My BPC3 og evt. på genet A74T samt PKD (cystenyrer). Se nærmere her:  http://www.netdyredoktor.dk/sw12210.asp og http://www.netdyredoktor.dk/sw11944.asp


Jeg er medlem af Racekatten http://racekatten.dk/default.aspx?pageid=1

Vi bor ved Løkken lige mellem det smukke Børglum  Kloster og Vesterhavet.

Nimrodel